Blog Tour dag 4. Interview med Helle Ryding.

Blog Tour side-banner1

I dag er det mig der skal vise  et spændende interview som vi har lavet med Helle Ryding. Jeg håber at i kan lide det! Husk i selv kan stille jeres egen spørgsmål til hende her

– Kunne du tænke dig at få filmatiseret Klintespind?

Ja! Jeg synes, det kunne være fantastisk at opleve Serpina, klinten, klintemøerne og Mithram og hans sorte svende på det store lærred. Men jeg siger ikke ja uden samtidig at føle en lillebitte gysen, for filmhistorien er fuld af eksempler på, at det ikke altid er nemt at omsætte en roman til film, så stemningen, personerne og de udvalgte scener fanger og spiller rigtigt op til bogen. Men der er da heldigvis også mange gode eksempler på, at det kan blive meget vellykket.

– Har du et favoritsted at skrive og finde inspiration?

Jeg har et lille skriveværelse, hvor jeg foretrækker at sidde, når jeg skriver. Der har jeg min Mac, som jeg holder af at skrive på. Der har jeg også opslagsbøger og en masse ting omkring mig, som jeg har samlet i tiden løb, og som inspirerer mig. Vores hund Sienna (en stor, dejlig Rhodesian Ridgeback) har sin kurv i mit skriveværelse, og hun ligger der næsten altid, imens jeg sidder og skriver.

Når jeg trænger til inspiration, som jeg ikke lige kan finde, når jeg er inde i skriveværelset, går jeg en lang tur med Sienna, eller måske tager jeg hende med til stranden. Jeg kan også finde på at høre noget musik, som får mine tanker til at flyve langt ud i fantasiens verden. Musik, som hjælper mig med at komme i en særlig stemning, hvor jeg bliver modtagelig for glimt af nye idéer eller historier.

– Har du nogle specielle ritualer du bare må gøre, når du skriver?

Jeg kan godt lide at have et krus varm te klar, når jeg sætter mig foran skærmen. Uanset om det er vinter eller sommer. Jeg skal også have en bunke gule post-it sedler klar, for dem bruger jeg til at holde styr på flowet i mine scener, så begivenhederne ikke snubler over hinanden. Jeg underopdeler handlingstrådene og flytter rundt med dem, indtil de danner en logisk sammenhæng. Det er vigtigt at holde styr på, hvor de enkelte personer opholder sig, og hvad de ved på det givne tidspunkt. Tit laver jeg også handlingstråde, som jeg slet ikke beskriver i bøgerne. Det er nødvendigt, at jeg selv ved, hvad personerne foretager sig, når de ikke ”er på scenen”. Hvad bør de selv kunne regne ud? Hvem taler de med? Hvor lang tid tager det at ride en bestemt strækning? Hvad er grunden til, at det pludselig tager længere tid? Hvornår var det fuldmåne sidst? Der er både stort og småt at holde styr på. Før i tiden organiserede jeg scener og handlingstråde ved at sætte sedlerne op på min dør. Men de faldt hele tiden ned. Nu har jeg hængt et stykke papir af dobbelt plakatstørrelse op på min væg, og nu bliver post-it sedlerne hængende. Når jeg er rigtig langt inde i en historie, starter jeg tit skrivedagen med at gennemgå sedlerne, flytte rundt på dem eller sætte nye sedler på.   

– Hvad læser du selv i øjeblikket? Og hvad er din yndlingsbog?

Jeg er lige gået i gang med at læse Kim Leines nyeste bog ”Profeterne i Evighedsfjorden.” Allerede fra de første sider bliver man revet med ind i det gamle København med dufte, lyde og larm, og jeg glæder mig til at komme længere ind i historien.

Jeg kan ikke vælge en yndlingsbog, for der findes så mange gode bøger. Tit er det et spørgsmål om, hvilket humør eller hvilken situation, man er i, når man læser. F.eks. læste jeg ”Troldmanden” af John Fowles, engang jeg holdt ferie på en græsk ø, og da handlingen netop foregår på en græsk ø, blev læsningen ekstra intens, og bogen blev en del af ferieminderne. En bog, som jeg endnu aldrig har rystet af mig, er ”Juleoratoriet” af den svenske forfatter Göran Tunström. Den er dyb og gribende og frygteligt sørgelig – men jeg er vildt imponeret over, at han i en enkelt bog kan male en stor, farverig verden med så mange livagtige personer frem. Jeg holder også meget af at læse Selma Lagerlöf, for eksempel ”Gösta Berlings Saga”. Lagerlöf var også en af Tunströms yndlingsforfattere, og hun er/var en mester i at gøre sine personer og deres omgivelser levende og vedkommende. Så er der ”Nattog til Lissabon” af Pascal Mercier (pseudonym for en schweizisk forfatter), det er en fængslende historie med mange lag, og for ikke så længe siden læste jeg ”Hildegard” af Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Jeg blev meget begejstret over hendes sprog og hendes måde at gøre Hildegard af Bingens liv (1100-tallet) levende og interessant på. Jeg læser selvfølgelig også en masse børne-og ungdomsbøger.

– Hvad er det hårdeste ved at skrive en bog?

Det er først og fremmest dejligt at være i gang med at skrive en bog. Jeg føler mig meget privilegeret over at kunne skrive og få udgivet bøger. Det minder jeg også mig selv om, når det ikke går helt så strygende, som det gerne skulle. Det er jo et ensomt arbejde at være forfatter. Når man går i stå, eller når teksten driller, er der ikke nogen, der kan hjælpe sådan helt rigtigt. Hvis man beder en anden om et godt råd, kan den anden jo ikke vide, hvad det er, man dybest set ønsker sig af sin bog. Det er i sidste ende kun forfatteren selv, der kan afgøre, hvordan historien bedst kommer videre.

Det kan godt være lidt af en kamp at skrive, når en scene driller, og jeg ikke synes, jeg kan få den rigtige stemning frem, selvom jeg har gennemspillet scenen i hovedet mange gange. Eller når jeg synes, at udviklingen mellem to personer ikke fungerer. Det sker selvfølgelig også, at jeg går i stå i en scene og ikke kan finde på en god måde at komme videre på. Måske spørger jeg mig selv, hvorfor i alverden personerne har rodet sig i ud den scene uden at tænke sig om. Eller at noget sker lidt for tilfældigt eller bekvemt. Så må jeg trævle strikketøjet op og finde ud af, hvor jeg tabte den maske, der gør, at scenen ikke hænger sammen. Som regel opdager jeg, at der er noget i handlingen, jeg ikke har tænkt godt nok igennem, eller at der mangler nogle oplysninger i en af de tidligere scener, så jeg slet ikke var klar til at gå i gang med den scene, der driller.

– Hvad er det bedste og værste lige op til udgivelsen af en bog? (evt. her op til udgivelsen af Ulvepige og Månebarn)

For mit vedkommende fylder en bog rigtig, rigtig meget i mit liv, i den tid jeg skriver på den. Når som helst jeg kan se mit snit til det, spiller jeg scenerne igennem i hovedet og ser dem for mig som i en film. Fylder notesbøger med idéer, tanker og handlingsforløb og kryber ind i personerne, for at finde ud af hvad de tænker, og hvordan de vil reagere på et eller andet. Jeg skal altid liiiiiige skrive lidt på et afsnit eller rette i noget, der kunne blive bedre. Når bøgerne er trykt, står jeg med en fornemmelse af – ja, nærmest forladthed –fordi jeg har givet mine personer fri og ikke kan gøre mere for dem. Det følges lidt som at flytte ud af et stort hus, der er fuldt af gode minder. Samtidig er jeg nervøs for, hvordan bøgerne ser ud, når jeg første gang får dem i hånden. Er forsiderne blevet gode, er de pænt trykt, føles de lækre at stå med …

Det bedste er, at jeg glæder mig helt vildt, til at læserne endelig kan få hele historien. Og jeg er selvfølgelig meget spændt på, hvad de synes om den. Indtil nu er der jo næsten ingen, der kender handlingen, men når det er udgivet kan jeg dele hele Serpinas historie med andre og tale om den. Ikke mere hemmelighedskræmmeri. Jeg glæder mig til en masse hyggelig snak om Klintespind. Det er noget af det bedste ved at udgive. Og så er det selvfølgelig også skønt at være færdig med det store arbejde, det har været at skrive bøgerne.

– Hvordan havde du det, da du fandt ud af, at serien får lov at udkomme i tre bøger i stedet for to?

Jeg blev meget glad og lettet. Allerede da jeg var midt i Ulvepige kunne jeg godt fornemme, at det ville blive svært at holde historien på de ca. 400 trykte sider, jeg havde aftalt med forlaget. Jeg havde meget tidligt i forløbet besluttet mig for, hvordan Serpina skulle udvikle sig på baggrund af de folk og steder, hun opsøger, og de opdagelser, hun gør undervejs. Begivenheder, som var vigtige for mig at få med i bogen. Men selvom jeg prøvede at være økonomisk med pladsen, voksede manuskriptet støt. Undervejs valgte jeg at skrive bogen, sådan som jeg ønskede, at den skulle blive. Jeg måtte lade være med at tænke på, at jeg måske blev nødt til at skære hele begivenheder væk. Jeg skriver ”fortløbende”, altså fra kapitel 1 til 2 til 3 osv., så det kan ikke lade sig gøre at bytte rundt på kapitlerne uden nærmest at skrive hele bogen om. Et gammelt ord siger, at ”en bog har den længde, den skal have”. Det trøstede jeg mig ved. Heldigvis ville de på forlaget nødigt undvære nogle af scenerne, og sådan blev Ulvepige til to bøger i stedet for én.

–  Er du i gang med et nyt skriveprojekt?

Jeg får altid idéer til nye historier, imens jeg skriver. Hvis det er en idé, som jeg godt kan tænke mig at forfølge nærmere, skriver jeg den ned. Lige nu er jeg ved at skrive synopsis til en ny bog, og jeg har i nogen tid lavet research på en anden idé, jeg godt kunne tænke mig at få en bog – eller måske endda flere bøger – ud af. Der er også andre idéer, som ligger og lurer i hovedet, nogle som jeg længe har haft lyst til at udforske. Jeg kan slet ikke undvære at tumle med en bog, og nu hvor jeg har givet Klintespind fra mig, kribler det ekstra meget i fingrene.

 photo Untitled-1-1_zpsd5a181ed.jpg

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s